Foran kisten provst Nikolaisen. Fedladen, en altid fedtet hårkrans, og hans flæskefjæs i et med hængeskuldre. Tilde ku ik´ fordrage ham. Trods hendes afsky lod jeg ham forrette hendes begravelse. Jeg, hans embeds arvtager. 'Husk vel på det min søn', sae mor Tone, 'du har ej nådevalg, ej andet valg. Du har alene dit kald'.

Forstemmende at indrømme mig min afmagt. Mærke åget af min foresattes kvælende vægt på mine spinkle skuldre. Foran mig, hans sjokkende gestalt mellem kiste og ligvognslad. Hans vide præstekjole bølger i opblæst ballon om hans maddikegule apostelheste. Om hans ankler henholdsvis en brun og sort soklet i ål, i møget udtrådt skobåd.

Vejrguder strides i eftervéers vrede.

Således Matilde, magtesløs, bedøvet, ser til fra åndens sæde, mens lægen skærer i den spæde.

Spæde solglimt, Liselil mellem mørk og vilden sky.

Kisten nærmer sig vognlad, forspændt med sort vallakfirspand med regnvejrsglans. Tåreblinkende tænker jeg, om mon Tildes ånd er vidende om, at disse prægtige hestekræfter vil bære hende og fuldbårnsbarnet på sølversti. Fulgt på vej af orgelklang i skarp duel med hujende vindstød. Hendes yndlingsrequiem af Fauré, hvis godhed, humor, skønhed og optimisme viger brat, da våbenhusporten efter ligfølgets sidste ærkebergenser slammer i med et brag.

Matilde selv ville naturligvis ha´ insisteret på sin søster Frederikke som ansvarlig Fauréformidler. Legende strømpefodsdans på kirkeorglets pedalbræt. Myndige hænder på tangenter og ydmyge træk i orgelpibeknap. Samt hele hendes nærvær i inderlig 'Pie Jesus' sang.