Strausstoner velkommer Trisse hjem

Frederikkes hårflet danser blå september

på mumiefarvet genser

beim wohltemperierten

tæsker hun i sort i hvid tangent

bon jour Trissfille i et hilsevend

"om jeg dog snart indfanger disse skift i tempi, i Strauss ironi" stirrer olmt i sin nodegeografi,

"så flyt dig dog forstå det dog. Tag dog ordentligt fat" brøler hun, stamper i gulvets planker. Brat slår hun af, ryster spilfingre, arme, skuldre. Tar fat på ny, spænder bund, baller. Åbner ryg og ribber. Trækker hagen ind, strækker nakken op, modulerer tonen i svimlende højde.

Bundstøttet, buespændt, møver hun sig frem på klaverstolskant. Presser skuldrene udad nedad, som om hun vil ankre tonen dybt under gulv og gade. Højere end kønt, i en evighed syns det Trisse, der balancerer utålmodigt på en gørlektie taburet ved studiostuens lille slåud bord. Åhhh så parat til at vove sig,

"er det Strauss, duselv, eller Salomé, du er så ariearrig på"

Frederikke responderer i hysterisk skinger koloraturkarikatur, gisper efter luft og vrænger videre.

Trisse skubber tysk grammatik til vægs, hun insisterer,

"tihihihimohohorsom Mor, dihihine ruhu hvilke noen. I hvert fald ik de rene perlebrusende kadencer du ellers er så berømmet for"

Av, den sved. Frederikke tar sig sammen til et ordentligt svar,

"rutiner, øvediscipliner, som spærrer for en troværdig Salomé. Er i vejen for min indføling i Richards nye tonesprog. Discipliner, der bremser for udsyn, for indsyn, blokerer for intuition, inspiration" mumler uldent "jeg plager mig vel med et fravær af, ja, jeg véd ik af hva, for at puste autentisk liv i denne mytiske Strauss vulkan, der kræver Johannes døbers hoved på et fad for sine syv slørdan-se"

Trisse hævder sin snart sekstenårs integritet,

"jeg forstår ik dit mumleguf om fravær, men gerne rutiner og discipliner, op på tå og ned i split. Sprogrod, durch, für, gegen, ohne, wieder, um. Feje hybelkaniner. Vaske kostymer, und so weiter"